Redningen kostede 10 millioner kroner
Foto: Allan Storkborg
AaB's halvårsregnskab melder om et forventet underskud omkring 30 millioner kroner. En del af regningen skyldes, da klubben kæmpede for at blive i Superligaen.
AaB nedjusterer forventningerne til årsresultatet med ti millioner kroner. Dermed er det forventede resultat for 2011 et underskud i niveauet 30 millioner kroner før skat.
Resultatet for første halvår i år blev et underskud på 26,2 millioner kroner før skat. Det er 10,6 millioner kroner bedre en resultatet for første halvår 2010.
En del af grunden til, at tallene i AaB's regnskaber fortsat er røde, er, at forrige sæsons store satsning for at blive i Superligaen endte med at koste klubben i omegnen af ti millioner kroner. Det fortæller direktør i AaB, Poul Sørensen.
- Vi er ærgerlige over, at vi ikke kan holde vores forventninger, men dette overskygges af tilfredsheden med fortsat Superliga-eksistens, siger direktøren.
Som led i omstruktureringsplanen blev der i foråret gennemført en kapitaludvidelse med et nettoprovenu på 36,7 millioner kroner, hvoraf de cirka 30 millioner kroner er brugt til betaling af gæld.
- Vi har været igennem et par vanskelige år, men heldigvis slår vores omstruktureringer for alvor igennem i andet halvår 2011 med en resultatforbedring på over 20 millioner kroner, siger Poul Sørensen.