Regeringen afsætter 550 millioner til lokalsamfund
Nu kan en række små og mellemstore byer se frem til en opgradering.
Der skal mere liv til bymidter og landdistrikter.
Det mener et bredt flertal i Folketinget, der derfor har lavet en ny aftale, hvor der er blevet afsat 550 millioner kroner.
Penge, der skal gå til at sikre, at en række mindre og mellemstore byer igen kan blive lokale samlingspunkter og mødesteder.
Flere muligheder for borgerne
De mange millioner skal blandt andet bruges på at forbedre bygninger, torve og gågader, mens de små byer kan se frem til, at der også skal oprettes flere velfærdscentre, der huser eksempelvis borgerservice, læger, kulturskoler, biblioteker og tilbud til ældre.
Aftalepartierne, der består af Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne, vil også arbejde på at skabe god internetforbindelse i de små lokalsamfund.
Derudover skal 10 bymidter sættes fri af eksisterende lovgivning for at afprøve nye tiltag, der kan understøtte levende bymidter.
Ifølge Indenrigs- og boligminister, Kaare Dybvad, Socialdemokratiet, er aftalen vigtig for fremtidens små handelsbyer.
- Det er nødvendigt at udvikle sin bymidte, hvis man vil fastholde mange af de gode handelsbyer.
Han opfordrer derfor de små byer, der har kreative udviklingsideer, til at søge.
- Det er penge, man søger til at skabe et fællesskab om at udvikle byen, og til at lave nogle skarpe prioriteringer på, hvad man vil udvikle i bymidten.