Regeringen vil sænke færgepriserne til småøerne

Der bliver dog ikke råd til at gøre sejlturene til øerne så billige som først antaget, viser ny analyse.

Det skal i fremtiden koste mindre at rejse med færge til og fra danske småøer, hvis det står til økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard (R).

Han oplyser, at regeringen inden længe kommer med et udspil, der skal sænke priserne på færgeforbindelserne.

Prisen på færgerejserne bliver dog ikke lige så lave, som hvis strækningen skulle tilbagelægges i bil, oplyser Morten Østergaard, efter at en arbejdsgruppe har udregnet, hvor meget en sådan løsning ville koste staten.

Arbejdsgruppen med blandt andre repræsentanter for KL og ø-kommunerne blev nedsat for at udregne, hvor meget det vil koste at sikre lige konkurrencevilkår mellem småøerne og fastlandet.

Den er kommet frem til, at en sådan løsning vil koste enten 182 millioner kroner eller 281 millioner kroner at gennemføre, alt efter hvordan man udregner prisen på, hvor meget det vil koste at køre samme strækning i bil.

- Med en pris på et trecifret millionbeløb er det ikke et initiativ, vi her og nu kan gennemføre i fuld skala, men vi kan tage de første skridt på vejen, siger Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

- Regeringen vil snart komme med et udspil, som vi vil drøfte med partierne bag vækstpakken. Der er 48 millioner kroner til overs, fra da vi nedsatte godstaksterne på færgerne, og en del af de penge er oplagte at bringe i spil her.

Hos Enhedslisten er man skuffet over, at regeringen ikke vil gå hele vejen.

- 281 millioner kroner er på ingen måde skræmmende. Det må Folketinget kunne finde finansiering til allerede ved de kommende finanslovforhandlinger, siger partiets transportordfører, Henning Hyllested, i en kommentar.

- Nu ved vi, hvad det vil koste at indføre trafikal ligestilling for vores mange øer. Så der er ikke nogen undskyldninger for ikke at handle. Vi skal have færgepriserne sænket nu, mener han.


Seneste nyt

fra Nordjylland