Region Nordjylland kan snart være fortid
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Regionerne skal afskaffes, hvis det står til Lars Løkke Rasmussen (V), erfarer Berlingske.
Region Nordjylland kan om to år være fortid. Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlægger nemlig fredag en plan, der skal afskaffe landets fem regioner.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil på Venstres sommergruppemøde fredag præsentere en plan for hurtig afskaffelse af Danmarks fem regioner, erfarer Berlingske.
Regionerne skal være væk inden det planlagte regionsrådsvalg i 2013, og regeringen vil derfor indkalde til politiske forhandlinger om, hvordan landets sygehuse fremover skal drives.
På forhånd er der opbakning til et opgør med regionerne fra de øvrige partier i den borgerlige blok.
De fem regioner med folkevalgte regionsråd har kun drevet landets sygehuse siden 2007, da regeringen og Dansk Folkepartis kommunalreform trådte i kraft, men ifølge Venstre er deres opgave med at fastlægge fremtidens mere centralistiske sygehusstruktur med supersygehuse løst. Nu handler det om driften, og her vil Venstre i valgkampen tordne mod de fire socialdemokratisk ledede regioner, erfarer Berlingske.
De borgerlige partier har ikke hidtil været enige om, hvorvidt sygehusene fremover skal samles i sygehusfællesskaber, og hvorvidt der skal indføres bestyrelser eller ledelser, der udpeges direkte fra Christiansborg.