Regionsmedlem: Uhørt opførsel af lægerne

Lene Linnemann, der er regionsmedlem for SF, tager til genmæle over for de læger, der mandag i TV2/Nord var utilfredse med, at de ikke kunne købe et tomt hus i Sæby og bruge det som lægehus.

- Jeg synes, at det er en helt uhørt opførsel af lægerne. Ejendommen er regionens og det handler dermed om borgernes midler. Køb og salg af regionens ejendom forhandles ikke i pressen. Køber fastsætter ikke selv prisen, det gør regionen. Regionen har tidligere afvist for lave købstilbud og derefter solgt til højere pris. Der gøres ikke forskel på købere, læger får ikke bedre betingelser end andre - det må vel være god og ordentlig praksis, siger Lene Linnemann.

Lægerne mente i går, at de ikke måtte købe huset, da regionen selv er ved at bygge et nyt sundhedshus, hvor man håber, at lægerne vil flytte ind. Men det er ikke tilfældet mener Lene Linnemann.

- Et enigt Forretningsudvalg sagde sidste mandag nej til købstilbuddet på de 2,2 mio - fuldstændig uden skelen til, fra hvem buddet kom. Det var overhovedet ikke et emne der blev berørt, siger hun.

Ifølge lægerne i lægehuset havde de kun budt et par hundredetusinde under prisen, men regionen vil ikke give noget afslag i prisen.

- En ejendomsvurdering lyder på 3,4 mio - en ejendomsmæglers vurdering er på 2,8 mio - en mindstepris, der er fastsat af regionen lyder på 2,6 mio mens lægernes bud var på 2,2 mio, siger Lene Linnemann.


Seneste nyt

fra Nordjylland