Regionsråd er overbefolket med politikere

Er 41 regionsrådspolitikere for mange i en region med bare 600.000 borgere? Debatten går i Nordjylland kun et år efter, at de 41 regionsrådsmedlemmer tiltrådte.

Kun et år efter at amterne blev nedlagt og erstattet af fem regioner rumler diskussionen nu i Nordjylland om størrelsen af det regionsråd, der afløste det gamle amtsråd.

Regionsrådets to store partier Venstre og Socialdemokraterne er enige om, at der er alt for få arbejdsopgaver til de 41 folkevalgte politikere i rådet. Venstres gruppeformand og næstformand i regionsrådet, Niels Kristian Kirketerp, ser gerne antallet skåret drastisk ned - måske helt ned til det halve.

Regionsformand Ulla Astman (S) er enig i, at 41 regionsrådsmedlemmer er mange i forhold til de begrænsede opgaver og mener, at antallet skal tilpasses regionens indbyggertal.

- I en stor region som den midtjyske med 1,1 million indbyggere er det måske på sin plads med 41 medlemmer i regionsrådet . Men i Nordjylland, hvor vi kun er 600.000 indbyggere, havde det passet bedre med 31 medlemmer, siger hun til Nordjyske Stiftstidende.

Antallet af medlemmer i de fem danske regionsråd er fastsat af Folketinget, og der er 41 medlemmer i dem alle.

Forslaget om at skære ned på antallet af regionsrødder er til gengæld upopulært hos alle regionsrådets mindre partier. De mener, at geografisk repræsentation og politisk mangfoldighed er vigtigere, end at alle 41 medlemmer har hænderne fulde.

- Hvis man skulle følge Kirketerps logik, sidder der jo i og for sig også mange overflødige medlemmer i Folketinget. Medlemmer, som blot har et enkelt, lille ordførerskab for deres parti, siger Mogens Nørgaard (KD) til avisen.

Regionsformand Ulla Astman forventer, at spørgsmålet om både antallet af regionsrådsmedlemmer kommer op på Danske Regioners generalforsamling til foråret.

- Men som det ligger nu er uden for vores magt at ændre. Vi kan kun appellere til de forskellige partiers kommunalordførere, siger hun.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland