Regionsrådsformænd fravælger taxiture

Regionsrådsformændene kørte tilsammen kun taxi for 9000 kroner i 2007. Det er endnu et bevis på, at Lars Løkkes forbrug var usædvanligt højt, siger eksperter.

I kølvandet på Lars Løkke Rasmussens store forbrug i sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg har sat fokus på amtsborgmestrenes og regionsrådsformændenes repræsentationsforbrug.

De nuværende fem regionsrådsformænd har et langt mindre forbrug end Lars Løkke Rasmussen (V), da han var amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Det viser en udregning af repræsentations- og transportudgifterne for 2007 for formændene i de fem regioner. Og det er der en ganske fornuftig grund til, mener en ekspert på?området

- Skandalesagen fra Farum og omfanget af Peter Brixtoftes repræsentationsforbrug har fået politikerne til at være meget påpasselige med, hvad de bruger penge på. Derfor er Lars Løkke Rasmussen også kommet i modvind med sit forbrug, selvom noget af det måske bare er en kop kaffe på en rasteplads, siger politisk forsker ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch til Ritzau.

Lars Løkke Rasmussen er ud over taxiregningerne blevet kritiseret for at købe blandt andet cigaretter, betale diskoteksbesøg og tage på dyre udlandsrejser for skatteborgernes penge. Ingen af de nuværende regionsrådsformænd har haft sådanne udgifter

Tilsammen har de haft udgifter i den kategori for 8300 kroner i 2007. Ud over konferenceudgifter har blot Orla Hav (S) fra Region Nordjylland haft hotelovernatninger, mens kun Carl Holst (V) fra Region Syddanmark har haft udgifter til bespisning uden for regionshuset. Men også disse beløb er meget små.

Orla Hav har i alt fået betalt to overnatninger på hotel i København i forbindelse med møder som regionsrådsformand, hvilket har kostet 2535 skattekroner. Carl Holst har haft en enkelt middag i
forbindelse med et netværksmøde med Bjarne Eklund, der kostede 1058 kroner.

Orla Hav (Soc. Dem.), der stoppede som regionsformand i november, da han blev valgt ind Folketinget, nåede i alt at bruge 63.000 kroner i 2007, når både gaver og kørepenge for egen bil regnes
med i udgifterne.

- Jeg har altid haft det sådan, at jeg bruger pengene, som om det er mine egne. Og fordi regionen har udstyret mig med et hævekort, har jeg et særligt stort ansvar, og skal være endnu mere forsigtig med at bruge det end alle andre. Gode kolleger vil nok kalde mig en fedterøv, siger Orla Hav.

Langt størstedelen af de 400.000 kroner, regionsrådsformændene har fået udbetalt, er gået til transport.

/ritzau/

Regionsrådsformændenes forbrug i 2007

Region Nordjylland (Orla Hav, S - indtil 3. december):
- Gaver til samarbejdspartnere mv.: 10.968,50 kr.
Ekstern repræsentation:
- Udgifter i forbindelse med konferencer: 3557 kr.
- Hotel (to overnatninger i København i forbindelse med
møder): 2535 kr.
- I alt 2007: 6092 kr.
Transport:
- Kørepenge: 26.941.20 kr.
- Taxi: 4031 kr.
- Flybilletter (alle indenrigsflyvninger): 15.798 kr.
I alt 2007: 63.830,70 kr.

Region Nordjylland (Ulla Astman, S - fra 3. december):
- Gaver til samarbejdspartnere mv.: 5282,50 kr.
Transport:
- Flybilletter (alle indenrigsflyvninger): 3129 kr.
I alt 2007: 8411,50 kr.

Region Hovedstaden (Vibeke Storm Rasmussen, S):
- Gaver til samarbejdspartnere mv.: 20.855,65 kr.
- Øvrig repræsentation: 0 kr.
- Kørsel: 94.898,78 kr. (dækker driften af en formandsbil
inkl. chauffør).
I alt 2007: 115.754,43 kr.

Region Sjælland (Kristian Ebbensgaard, V):
- Gaver til samarbejdspartnere mv.: Cirka 15.000 kr.
Forplejning ved møder i regionshuset:
- 16.01 Syddansk Universitet 199,50 kr.
- 17.01 Regionale Beskæftigelsesråd 240 kr.
- 22.01 Statsforvaltningen Sjælland 84 kr.
- 29.01 LIF (Lægemiddelindustriforeningen) 105 kr.
- 06.02 CVU Sjælland 168 kr.
- 18.06 Ungarns ambassadør 144 kr.
- 21.08 Movia 190,50 kr.
- 31.08 Kreis Ostholstein 2114 kr. (1. næstformand Bent
Normann Olsen vært i Kristian Ebbensgaards sted).
- 28.11 Copenhagen Climate Network 172,50.
- 14.12 Østdansk Turisme 146,25.
- I alt 2007: 3563,75 kr.
Transport:
- Kørepenge (10.107 km): 33.858,45 kr.
- Taxi: 544 kr.
I alt 2007: 52.966,20 kr.

Region Syddanmark (Carl Holst, V):
- Gaver til samarbejdspartnere mv.: 18.302 kr.
Repræsentationsudgifter til eksterne møder og arrangementer:
- 08.06 Pinden 48 kr. (økonomiforhandlinger med indenrigs- og
sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen).
- 21.06 Sønderborg Revy 1060 kr.
- 05.07 Ox-En Latino Steakhouse 1058 kr. (netværksmøde med
Bjarne Eklund).
- I alt 2007: 2166 kr.
Transport:
- Kørepenge (29.000 km): 74.206,02 kr.
- Taxi: 3790 kr.
I alt 2007: 98.464,02 kr.

Region Midtjylland (Bent Hansen, V):
Forplejning ved møder i regionshuset:
- 21.06 Møde med Jobbanken i Herning, frokost 958 kr.
- 19.09 Hilse på tjekkisk ambassadør Ivan Jancárek, kaffe og
frugt 200 kr.
- 02.10 Møde med initiativgruppen til bevarelse af
Regionshospitalet Silkeborg, kaffe 300 kr.
- 22.10 Besøg fra FARM (Foreningen af forhenværende
amtsrådsmedlemmer i Århus Amtsråd) let middag 1085 kr.
- 05.11 Møde om Kunstens Hus i Herning, fødevaresatsning m.m.,
kaffe 175 kr.
- I alt 2007: 2718 kr.
Udlæg:
- Forplejning for regionsrådets besigtigelsestur på Samsø:
48,17 kr. (der var fem deltagere på turen ud over Bent Hansen,
det samlede beløb på 289 er delt med seks)
Transport:
- Kørepenge (19.913 km): 66.708,55 kr.
- Taxi: 834 kr.
- Parkeringsudgifter: 167 kr.
I alt 2007: 70475,72 kr.

Kilde: Ritzau


Seneste nyt

fra Nordjylland