Regnskyl kan blive dyrt for nordjyske landmænd
De store mængder nedbør over Nordjylland i løbet af efteråret kan gå hen og få katastrofale konsekvenser for de nordjyske landmænd. For bedst som vandet så småt var ved at løbe væk fra markerne, begyndte det at regne igen.
De nordjyske landmænd risikerer store, økonomiske tab efter at efterårets mange regnskyl har oversvømmet deres marker.
Hans Toft fra Manna er en af de landmænd, som blot har kunnet se til, mens vandmasserne fra efterårets massive regnskyl har oversvømmet hans marker. 30 hektar af hans marker har stået så længe under vand, at afgrøderne for længst er gået ud.
- Det er lidt demotiverende, det må jeg nok sige! Så bliver man lidt træt af det, siger han.
På de ramte 30 hektar har Hans Toft ingen anden mulighed end at starte forfra med såmaskinen - og det er langtfra gratis.
- Nu har vi ofret 3000 kroner pr. hektar i etablering (af markerne, red.). Det skal vi jo så til igen - og så kommer vi til at mangle et udbytte på fire tons pr. hektar.
Det betyder en ekstraregning i 100.000-kronersklassen til Hans Toft og ifølge landbrugsorganisationen LandboNord er han langtfra den eneste landmand i landsdelen, som kan se frem til en ekstraregning ovenpå efterårets voldsomme regnskyl.
- Vi var lige ved at tro, at vi ville få en tør periode, men de seneste dages regn har gjort, at man stort set ikke kan køre nogen steder derude nu, siger Niels Bech, planteavlskonsulent hos LandboNord.
Det føjer nærmest spot til skade, for nu har landmændene svært ved at sikre afgrøderne mod vinterens frostgrader.
Præcis hvor store skader vandmasserne har forvoldt rundt omkring på de nordjyske marker, kan man først for alvor se til foråret. For Hans Toft er det dog hævet over enhver tvivl, at han skal i gang med såmaskinen igen.
- Nu må vi jo så om til foråret og høste det, der kan blive. Men det bliver da noget mindre, konstaterer Hans Toft.