Rejsekort regner forkert

Det nye elekroniske rejsekort bliver mere og mere udbredt - men det er ikke problemfrit. Kunder oplever, at de får forkerte regninger.

Fredag er det sidste dag, der kan købes klippekort til bussen, og det betyder, at flere og flere anskaffer sig det såkaldte rejsekort. Men rejsekortet er ikke uden fejl. Flere passagerer fortæller til TV2/Nord, at de oplever, at deres bus-regning ikke er korrekt.

Kai Jørgensen fra Vester Hassing tager bussen ind til Aalborg flere gange om ugen. Han har et rejsekort - men har flere gange haft problemer. Han har blandt andet oplevet, at der på en almindelig tur til Aalborg er blevet trukket 32 kroner for meget for billetten. Systemet har registreret, at han har kørt i bus i fire timer, men turen tager kun en halv time.

- Hvis ikke jeg havde opdaget det, havde jeg jo bare betalt de penge for meget. Det er jo småpenge, men systemet skal da fungere, siger han.

Rejsekort Kundecenter, der drives af trafikselskaberne bekræfter, at der er kunder, der oplever, at udstyret i bussen er indstillet forkert. I 4. kvartal 2012 er der modtaget i alt 4.042 henvendelser om, hvad kunderne opfatter som tekniske fejl. Ud af disse er 838 af henvendelserne registreret som forhold, der vedrører kundens rejsehistorik, f.eks. forkerte destinationer ved på- og afstigning. Dette skal dog ses i forhold til, at der er foretaget over 2 millioner rejser på rejsekortet i den periode.

I TV2/Nords udsendelse klokken 19.30 er direktør for Nordjyllands Trafikselskab, Jens Otto Størup, i studiet for at svare på kritikken af rejsekortet.


Seneste nyt

fra Nordjylland