Rekordoptag på UCN: 1.300 kommer ikke ind på drømme-uddannelsen
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Igen i år kan University College Nordjylland melde om et rekordstort optag. I alt 3048 har netop fået deres optagelsesbrev.
University College Nordjylland har ramt en milepæl. For første gang nogensinde har skolen, der huser 26 korte og mellemlange uddannelser sendt optagelsesbreve ud til over 3000 ansøgere.
I alt er der tale om 3048 ansøgere, der har fået gode nyheder, og det glæder rektor Lene Augusta Jørgensen.
- Vores uddannelser inden for businessområdet har haft en enorm vækst, og vi optager i år 400 flere end for bare tre år siden. Det er positivt, for det er i tråd med politikernes ønsker om, at flere skal vælge en uddannelse, der retter sig mod det private erhvervsliv, siger hun.
De syv businessuddannelser, der udgør det ene af UCN's fire uddannelsesspor optager i alt 1032 ansøgere, og bliver dermed det største område. Udover business har UCN uddannelser indenfor pædagogik, sundhed og teknologi.
På læreruddannelserne i Hjørring og Aalborg er der også fremgang at finde. I alt 269 ansøgere er blevet tilbudt en studieplads, og det er 15 procent flere end for et år siden.
- Det er godt at se, at vi optager flere unge på læreruddannelsen. Kurven ser ud til at være vendt, og det er også nødvendigt, for der bliver brug for unge lærere de kommende år. Derfor skal vi også fortsat have fokus på at gøre de unge opmærksomme på, at det er attraktivt at være lærer, siger Lene Augusta Jørgensen.
UCN har dog stadig ledige pladser på uddannelsen, så ansøgere, der kan præsentere et gennemsnit på minimum 7,0 eller bestå en optagelsessamtale kan stadig få en plads.
Med popularitet følger også nødvendigheden at måtte afvise ansøgere, og det har UCN også været nødt til i år. I alt næsten 1300 1.prioritetsansøgere har modtaget et afslag i deres e-boks.
Det er sundhedsuddannelserne og pædagoguddannelsen, der må takke nej til mange. Alene for jordemoder-uddannelsen, der har UCN's højeste adgangskrav på 10,5 i gennemsnit, har sendt afslag ud til 150 af de 213 ansøgere. Pædagoguddannelsen har måttet afvise i alt 301 ansøgere.
- Når så mange unge brænder for at blive pædagog, er det bekymrende, at kommunerne i Nordjylland har valgt at skære 10 procent af studiepladserne på uddannelsen over de næste tre år. Den beslutning er vi som bekendt ikke enige i, og det er uheldigt, at mulighederne indskrænkes for vores unge uddannelses-søgende, lyder det fra Lene Augusta Jørgensen.
FAKTA: Adgangskrav til UCN's uddannelser
University College Nordjylland har adgangskrav på i alt 15 uddannelser, og det er som altid jordemoder-uddannelsen, der har det højeste adgangskrav.
- Jordemoder-uddannelsen: 10,5
- Sygeplejerske i Aalborg: 8,2
- Fysioterapeut: 8,0
- Radiograf: 7,6
- Multimedia Design and Communication: 7,1
- Ergoterapeut: 6,8
- Sygeplejerske i Hjørring: 6,3
- Pædagog i Aalborg: 6,0
- Laborant: 6,0
- Pædagog i Hjørring: 4,8
- Natur- og kulturformidling: 4,8
- Datamatiker: 4,8
- Finansøkonom: 4,3
- IT Technology: 3,7
- Finansbachelor: 3,4