Rekordvarmt 2014 gavner nordjyders tegnebøger
Det varme klimaer er godt for pengepungen.
2014 tegner til at blive rekordvarm. Til gavn for nordjydernes pengepunge.
Kalenderåret 2014 ser ud til at blive det varmeste i mands minde - faktisk det varmeste år siden vi begyndte at registrere temperaturerne videnskabeligt i 1873.
Kaj Petersen har i mange år kørt OK fyringsolie ud til sine kunder i Nordjylland, og han har mærket det lune vejr på flere måder.
- For det første har jeg slet ikke haft brug for det varme overtøj endnu, og så kan jeg jo konstatere, at mange at kunderne stadig har olie i tankene fra sidste år. Jeg kommer lige fra en virksomhed, som plejer at få 7000 liter leveret - de havde kun plads til 2000, siger Kaj Petersen.
Hanne Thomsen i Vodskov havde næsten 100 liter tilbage i tanken, da oliebilen ankom forleden, så hun har sparet pænt på varmeregningen.
- Jeg har ikke fået leveret olie siden april måned, så det ser ud til at blive et rigtig billigt år. Samtidigt er oliepriserne lige nu i bund, så det er også billigt at få fyldt tanken igen, siger Hanne Thomsen.
Oliechauffør Kaj Petersen glæder sig også over, at hans kunder får billigere regninger i år, men personligt vil han intet have imod en halv-eller helkold vinter.
- Et varmt år som 2014 betyder, at jeg får mange flere besøg pr. dag, fordi jeg skal køre tankbilen tom inden fyraften. Så jo mere olie folk har brugt - jo bedre for mig, siger Kaj Petersen.