René Antonsen vender hjem til Aalborg Håndbold

23-årige René Antonsen vender tilbage til Aalborg Håndbold efter to sæsoner i Ribe-Esbjerg HH.

René Antonsen har indgået en kontrakt på to år med Aalborg Håndbold. Han har de sidste to sæsoner spillet for Ribe-Esbjerg HH.

- Jeg har haft to meget lærerige år i Ribe-Esbjerg HH og er klar til nye udfordringer. Jeg glæder mig til at vende tilbage til Aalborg Håndbold, som er min klub, og forhåbentligt være med til at spille med om titlerne, siger René Antonsen.

Som juniorspiller spillede René Antonsen for Aalborg Håndbold, og han var med til at vinde DM-guld i maj 2013.

- René har gjort det fremragende i de to sæsoner i Ribe-Esbjerg HH, hvor han har udviklet sig enormt. Vi er derfor glade for at kunne byde én af klubbens egne spillere velkommen tilbage, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.