Retssag om stadiondrabet i gang

Klokken ni begyndte retssagen om et af de mest bestialske drab i dansk retshistorie. En 16-årig dreng fra Aalborgs Vestby er på anklagebænken. Tiltalt for røveri og drab.

Det såkaldte stadiondrab fandt sted lørdag morgen den 27. oktober her ved Aalborg Stadion. Den dengang kun 15-årige dreng tævede og sparkede den 48-årige musiklærer Henrik Bjerremand Kristensen ihjel. Han brugte ingen våben kun hænder og fødder.

Efter overfaldet filmede drengen sit døde offer med mobiltelefonen og sendte optagelserne til flere kammerater.

Den nu 16-årige nægter sig skyldig i drab men erkender at have været i slagsmål med den dræbte. Drengen er også tiltalt for røveri, fordi han stjal nogle få hundrede kroner fra sit offer.

TV2/Nords reporter på stedet fortæller, at retssalen er helt fyldt, og at den tiltalte virker rolig. Han skal i dag fortælle sin version af, hvad der skete den dag i oktober.

Der er et massivt opbud af både presse, politi og tilhører til stede. Interessen har været så stor, at flere er blevet afvist adgang til retssalen.

Vi følger sagen tæt dagen igennem.


Seneste nyt

fra Nordjylland