Riga-tæsk til AaB
I holdets første kamp ved Continental Cuppens finalestævne indkasserede AaB Ishockey fredag aften et 2-7-nederlag til de lettiske værter fra HK Riga 2000
AaB Ishockey kunne fredag aften intet stille op i nordjydernes første kamp ved Continental Cup-finalestævnet. Det danske mandskab mødte værterne fra HK Riga 2000, som i Arena Riga vandt opgøret med 7-2.
Dejan Matejic gav ellers danskerne en perfekt start på kampen, da han allerede i det andet minut af første periode bragte AaB foran med 1-0. Men Riga-holdet viste klassen og var ved første periodes slutning foran med 3-1. Anden periode vandt hjemmeholdet med 3-0, og så var kampen mere end lukket.
Letterne var især stærke i holdets overtalssituationer. Fire af Rigas syv mål blev scoret i powerplay. Lørdag spiller AaB sin anden kamp i den europæiske turnerings finalestævne. Her er modstanderen det russiske storhold AK Bars Kazan. Kazzinc Torpedo, som AaB møder søndag, er det sidste hold ved stævnet.
/ritzau/