Rikke Karlsson på vej til EU - tvivl om Ole Christensen
Hvis alt flasker sig kan Nordjylland få hele tre medlemmer i det nye EU-parlament. Vi rendte i hælene på de største favoritter her på valgdagen.
Dansk Folkeparti har fået et kanonvalg til Europaparlamentet. Det sikrer med meget stor sandsynlighed Rikke Karlsson et af de fire DF-mandater.
Dansk Folkepartis nordjyske kandidat Rikke Karlsson er så godt som sikker på at blive valgt til Europaparlamentet.
Efter et kanonvalg til partiets spidskandidat Morten Messerschmidt, får Dansk Folkeparti to ekstra pladser - nemlig fire i alt. Alligevel tør Rikke Karlsson ikke selv tro på det endnu.
- Jeg har før været spået valg til Folketinget, så jeg venter på stemmetallene, men det er rigtig, at vi ser ud til at få et rigtig godt valg.
Til gengæld vil det være en overraskelse, hvis socialdemokraternes Ole Christensen fra Brovst ikke bliver genvalgt. Som nummer to på partilisten skal meget gå galt, før nordjyden mister sin plads.
- Det er måske en fordel at stå så højt på stemmesedlen, men jeg tror på, at jeg kan komme ind som nummer tre på vores liste, siger Ole Christensen.
Først i løbet af mandagen vil det vise sig, om Ole Christensen bliver genvalgt. Det skal en fintælling af stemmerne afgøre. Nordjyden kæmper med kollegaen Britta Thomsen om det sidste af de tre socialdemokratiske mandater.
Liberal Alliances spidskandidat Christina Egelund kommer til gengæld ikke ind. Selvom partiet fik seks gange så mange stemmer i Nordjylland ved dette valg, så rækker det ikke til en plads i Bruxelles.
Hos Venstre, der fik et dårligt valg, kan den nordjyske kandidat Jens Rohde stadig blive valgt. Han kæmper med Morten Løkkegaard om det sidste af de to Venstre-mandater.
Hvis Rikke Karlsson skulle opnå valg, vil det sætte en mindre politikerlavine i gang. Hun har nemlig annonceret, at hun vil trække sig fra Rebilds Byråd og fra Regionsrådet, hvis hun kommer i Europaparlamentet.
Hvis det sker står Christoffer Hjort Storm klar til at tage over i Regionsrådet, og Lise Bech klar i Rebild Kommune.