Ro omkring Nordjyllands Politi

På et møde mellem borgmestre og Nordjyllands Politiledelse blev der i dag lagt låg på længere tids uro omkring bemandingen i Himmerland.

Mariager Fjord Kommunes borgmester H.C. Maarup (Soc.dem.) har tidligere kritiseret politiet for at fjerne uropatruljen fra Hobro - men i dag blev han beroliget:

"De svar jeg har fået virker betryggende. Specialpatruljen fra Aalborg vil patruljere ekstra i vores område, og vores lokalpoliti beholder sin status i fremtiden", siger H.C. Maarup.

Politidirektør Jens Henrik Højbjerg erkender, at der er enkelte ubesatte stillinger ved Nordjyllands Politi, men han afviser at der er tale om et særligt problem i forbindelse med politireformen:

"Der har altid været folk udsendt på internationale opgaver, nogen har haft orlov og andre været sygemeldte. Jeg regner med, at vi kommer for fuld styrke, når vi modtager det næste hold fra Politiskolen", siger Jens Henrik Højbjerg.


Seneste nyt

fra Nordjylland