Rockere: Politiet pisker karnevalsstemning op

Kilder i det aalborgensiske rockermiljø mener, at indførslen af en visitationszone i det centrale Aalborg og Nørresundby er en overreaktion.

Ifølge TV2/Nords kilder i det aalborgensiske rockermiljø, så er det Nordjyllands Politi, der forsøger at piske en stemning op i forbindelse med årets karneval i byen. Her forventer man 25.000 deltagere og 100.000 tilskuere.

Angiveligt skulle der være AK81'ere på vej til karnevalsfesten, men ifølge Hells Angles, så kommer de som enkeltpersoner, og ikke som en tilkaldt styrke.

Langt hovedparten af de fuldgyldige medlemmer fra Aalborg skulle i dag, ifølge TV2/Nords oplysninger, befinde sig udenfor byen. Et tegn på, at der ikke skulle være et større sammenstød under opsejling.

Også Bandidos afviser at have noget med den verserende bandekrig at gøre, og afviser derfor blankt, at bruge årets karneval som skueplads for nogen konflikt.

Vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi administrerer visitationszonen under dagens karneval. Han tager rockernes udmelding med ro.

- Vi har efterretninger om, at grupper med relation til rockere og indvandrerbander er på vej til Aalborg udklædt som karnevalsdeltagere. Derfor er vi nødt til at tage vore forholdsregler, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Poul Badsberg.


Seneste nyt

fra Nordjylland