Rockere troppet op til drabssag

Allerede mandag bekendtgjorde Nordjyllands Politi, at man tirsdag ville være talstærkt til stede ved Retten i Aalborg.

Klokken 9 gik sagen om drabet på en 30-årig HA-rocker i gang ved Retten i Aalborg.

Før retssagens start var en større gruppe rockere samlet foran retsbygningen, inden de kunne komme ind i retssalen.

Nordjyllands Politi sagde mandag, at de ville sørge for at være synlige ved Retten.

- Det er en drabssag fra bandemiljøet. Derfor er det nødvendigt at tage nogle forholdsregler, så retssagen kan foregå roligt, sagde leder af Operativ Center ved Nordjyllands Politi Poul Severinsen.

Det er en 33-årig mand, der sidder anklaget for at skyde og dræbe den 30-årige HA-rocker samt for at forsøge at dræbe en 38-årig mand.

Det hele skete i et villakvarter i Hobro den 9. juni 2014, og var kulminationen på flere dages uro, hvor den tiltalte og hans kæreste i flere omgange havde kontaktet politiet, og fortalt, at der var noget under opsejling.

Politiet ville dog ikke sætte parret under beskyttelse, men foreslog i stedet at de til det møde, der skulle blive fatalt, optog samtalen på en diktafon.

- Vi turde ikke tage den risiko. Tænk hvis det blev opdaget? Hvad ville der så ske. Det synes vi ikke var vejen frem. Vi havde håbet på noget mere konkret hjælp, sagde den tiltaltes kæreste til TV2/Nord dagen efter drabet.

Sagen fortsætter onsdag og torsdag i Retten i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland