Rolfe lover flere mål

Søndagens to mål bliver fulgt op af flere, hvis det står til amerikaneren selv.

Han sparker både med højre og venstre, men som sine holdkammerater i AaB har Chris Rolfe haft svært ved at finde målet den seneste tid. Men med to mål i søndagens 2-1 sejr mod OB er bøtten vendt, særligt for amerikaneren.

- Jeg har haft en svær tid, særligt skaderne i starten af mit ophold i Aalborg. Derfor var det en stor tilfredstillelse at score to mål og hjælpe holdet til sejr, siger Rolfe til TV2/Nord.

Med sejren rykker AaB op på ligaens sjetteplads, men den placering kan sagtens forbedres, hvis det står til amerikaneren.

- Vi har et rigtig godt hold med mange gode spillere. Vi har været uheldige på det seneste, men hvis vi kan finde tilbage til den stil vi havde i starten af sæsonen (hvor AaB var ubesejret i fem kampe red.), så kan vi sagtens komme højere op, siger Rolfe.

Og selvom han ikke er kendt som en topscorer, så kom gårsdagens to amerikanske mål ikke bag på Rolfes træner.

- Chris er en god spiller der sparker godt med begge ben. Han bliver aldrig en stor målscorer, men med sit hårde skud skal han nok score sin andel af vores mål, siger Kent Nielsen.

AaB møder næste søndag Brøndby på udebane.


Seneste nyt

fra Nordjylland