Rosenmeier rejser sig i bronzekampen
Peter Rosenmeier fra IH Aalborg vandt bronze ved de paralympiske lege i London. Arkivfoto.
[size=2]Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier fra IH Aalborg vinder den tredje danske medalje ved de paralympiske lege i London. [/size]
Den danske bordtennisspiller Peter Rosenmeier spillede sig søndag til en bronzemedalje ved de paralympiske lege i London.
Danskeren vandt bronzekampen mod franske Bastien Grundeler i fire sæt. Sætcifrene lød på 11-9, 11-8, 11-13, 11-5.
Dermed fik Peter Rosenmeier oprejsning, efter han tabte lørdagens femsætsgyser til thailandske Rungroj Thainiyom.
Danskeren mødte også franske Grundeler i VM-finalen 2011. Her trak Peter Rosenmeier sig sejrrigt ud.
Og det er altså stadig danskeren, der er ovenpå. Et tæt første sæt endte 11-9 til Peter Rosenmeier.
Og tingene fortsatte med at gå danskeren vej i endnu et tæt sæt, som nordjyske Peter Rosenmeier vandt med 11-8.
Franskmanden slog sig dog tilbage i kampen i et spændende tredje sæt, der endte med fransk 13-11-gevinst.
Men danskeren satte tingene på plads i det fjerde sæt, som han vandt med 11-5. Dermed var bronzemedaljen i hus for den 28-årige dansker.
Peter Rosenmeier vandt guld ved de paralympiske lege i Beijing i 2008.
Det var den tredje danske medalje ved legene i London. Tidligere har Jackie Christiansen vundet guld i kuglestød, og Danuek Wagner Jørgensen tog en overraskende bronzemedalje i længdespring.