Rottweiler skal aflives
Foto: TV2/Nord
Den lille hund Silke døde efter at være blevet angrebet af en rottweiler. Nu skal rottweileren aflives, har Nordjyllands Politi besluttet.
Den rottweiler, der for nogle uger siden angreb og dræbte en lille hund i Aalborg Øst, skal aflives. Det har Nordjyllands Politi afgjort.
Nordjyllands Politi vil aflive den rottweiler, der for nogle uger siden bed og dræbte den lille hund, Silke. Det oplyser politifuldmægtig ved Nordjyllands Politi, Mette Haugen.
- Vi har vurderet, at der ikke er nogen formildende omstændigheder i denne sag, specielt hvis man tager størrelsesforholdet mellem de to hunde i betragtning. Man kan ikke regne med, at sådan en stor hund har følt sig truet eller angrebet af den lille hund, siger hun.
Angrebet skete, da hundens ejer var på vej ind i Tornhøjcentret i Aalborg Øst sammen med sin datter og hunden Silke, der var af racen poomeranian.
Rottweileren stod bundet til en stolpe, men snoren var lang nok til, at den kunne nå den lille hund. Den lille hund blev så skambidt, at den døde.
Ejeren af rottweileren har nu ti dage til at klage over afgørelsen, inden hunden skal aflives.