Røver jaget væk med fransk hotdog-dressing
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En ung røver fik sig en slem forskrækkelse og en ublid medfart, da han i aftes forsøgte at røve en Spar-købmand på Knudsgade i Brønderslev. Købmanden fik jaget røveren ud af butikken - på en måde, der vist ikke er set før.
Den maskerede røver, omkring de 20-25 år, kom ind i forretningen umiddelbart før lukketid kl. 19 tirsdag aften. Med en stor brødkniv truede han købmanden, der selv sad ved kassen.
Men også købmanden var bevæbnet. Med flere flasker fransk hotdog-dressing, som stod linet op ved kassen - stærkt nedsatte fordi de var tæt på sidste salgsdato.
- Jeg ramte ham ret præcist med tre gode kast, siger købmand Peter Jæger til TV2/NORD.
Købmanden har gennem de seneste år været hårdt plaget af kassedyk, røverier og forsøg derpå, men den her gang ville den 36-årige købmand med en fortid som sergent, ikke forholde sig passiv.
- Efter at have ramt røveren med hotdog-dressingen, holdt jeg en kontorstol op foran mig, og løb hen imod ham, hvorefter han forsvandt ud af butikken, siger Spar-købmand Peter Jæger.
Røveren er ikke pågrebet.