Røveri-kniv fundet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den kniv, der blev brugt til et røveri mod Nærbutikken på Sallingsundvej fredag aften, er formentlig fundet.
Nordjyllands Politi har nu fundet det, de mener, er den kniv, der blev brugt til et røveri fredag. Kniven er fundet i en have, og kniven skal nu igennem tekniske undersøgelser, det oplyser vicepolitikommisær Torben Asmussen til TV2/NORD.
Røveriet fandt sted omkring 20.45 fredag aften. En yngre, høj og lidt ranglet røver kom ind i butikken. Her sprang han over disken og efter noget tumult trak røveren en kniv, som han snittede købmanden med. Under hele røveriet havde manden en elefanthue på. Han bar en karakteristisk hvid hættetrøje med mønster inde under en anden trøje.
Røveriet kom blot få uger efter, at der havde været et andet røveri i samme butik. Nu vil ejeren have gitter op foran disken.
- Jeg vil have mere tryghed, og ikke risikere at blive stukket ned eller skudt af en røver. For 14 dage siden var det en pistolbevæbnet røver. Fredag aften en knivbevæbnet, sagde købmand Shahadat Hossein til TV2/NORD efter røveriet.
Nordjyllands Politi håber nu, at kniven kan bringe dem nærmere anholdelse af røveren, og de vil meget gerne høre fra borgere, der kan bidrage med informationer omkring røveriet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.