Røveriske overfald mod bil-ejere
Samme gerningsmænd bag nye overfald i dag. De var blevet løsladt tidligere på dagen efter at have truet sig til en bil i Frederikshavn i går.
Nye røveriske overfald mod nordjyske bil-ejere. Det sker blot dagen efter at en 74-årig frederikshavner blev truet til at aflevere sin bil. Gerningsmændene fra i går blev sat på fri fod tidligere i dag - og det er sandsynligvis de samme, der står bag dagens trusler.
Et af stederne var ved købmanden i Tversted sidst på eftermiddagen. Ifølge TV2/Nords oplysninger blev en turist truet med kniv af en eller flere gerningsmænd. De fik udleveret mandens bilnøgler - men er åbenbart blev skræmt til ikke at køre afsted i bilen. Politiet kan ikke på nuværende tidspunkt give flere oplysninger.
Det andet forhold fandt sted på stranden i Tversted, hvor to mænd fremsatte kraftige trusler mod to kvinder i en bil.
Politiet mener, at det er de samme to mænd, der tidligere i dag blev løsladt efter gårsdagens episode i Frederikshavn. Her blev en 74-årig mand truet til at udlevere sin bil.
Politiets jurister valgte tidligere i dag ikke at sigte de to for røveri - men kun for brugstyveri og vold. Og de blev derfor løsladt.