Røverlejren i Rold Skov overlever

I forbindelse med Restaurant Røverstuens konkurs har der været en del spekulationer om Røverlejrens skæbne, men nu er der fundet en afklaring.

Den oprindelige ophavsmand og idémager bag Røverlejren, Erik Eriksen, har besluttet at genskabe og videreføre den højtprofilerede røver-event i Rold Skov. Det sker i tæt samarbejde med turismeaktører fra VisitAalborg og VisitRebild.

Røverlejren i den naturskønne Rold Skov er en unik og anderledes oplevelse i autentiske rammer, som blandt andet VisitAalborg har benyttet sig af i forbindelse med afvikling af sociale events for deltagere i internationale konferencer.

- Det er en udelt glæde, at Røverlejren videreføres, og ikke mindst, at det er i hænderne på Erik Eriksen, som gennem mange år har stået bag de gode oplevelser i Røverlejren, siger Hanne Kristiansen, der er kongreschef i VisitAalborg.

Konceptet har, med sit autentiske og unikke indhold, bidraget til at skabe gode oplevelser for mange af Aalborgs mødegæster til kongresser og konferencer.


Seneste nyt

fra Nordjylland