Rutchebane-entusiaster besøger Fårup
Torsdag får den europæiske rutchebaneklub et kig back-stage på træ-rutchebanen Falken i Fårup Sommerland.
Den europæiske klub European Coaster Club, er lige nu på en Skandinavisk rundtur, for at afprøve rutchebanerne.
Turen startede d. 12. juli og slutter søndag d. 22. juli - efter at have besøgt både Finland, Norge, Sverige og Danmark.
Besøget i Danmark starter på torsdag i Fårup Sommerland, hvor de blandt andet får lov til at komme med back-stage på Falken.
- Vi er utrolig stolte af, at de vælger at bruge størstedelen af deres tid i Danmark på at besøge Fårup Sommerland. Især når vi ved, at de har set meget mere af denne her forlystelsesbranche, end de fleste, siger direktør Søren Kragelund i en pressemeddelelse.
Den europæiske klub har medlemmer fra hele verden. Der er 134 deltagere på turen.