S: Lovgivning for forlystelsesparker skal strammes op

 S: Lovgivning for forlystelsesparker skal strammes op

Socialdemokratiet vil efter ulykker i Tivoli Friheden og senest i går i Fårup Sommerland have lovgivningen for forlystelsesparker strammet op. Desuden skal personalet i parkerne uddannes bedre.

Socialdemokraterne vil nu have sat en stopper for de meget alvorlige ulykker i forlystelsesparker. Senest ligger en otteårig dreng fra Næstved fortsat i respirator efter en alvorlig ulykke i Fårup Sommerland.

- Der skal laves et gennemgående tjek af alle forlystelsesparker i Danmark. Desuden skal der oprettes en database, hvor alle ulykker skal registreres, siger Bjarne Laustsen (Soc.dem.) medlem af Folketingets arbejdsmarkedsudvalg til TV2/Nord.

Han vil have hele lovgivningen på området strammet op. En lov som stammer fra 1958. Målet er at begrænse mængden af ulykker.

- Forlystelserne er blevet vildere og vildere, og derfor er lovgivningen slet ikke tidssvarende. Det må regeringen nu gøre noget ved, og ellers tager vi initiativ til det, siger Bjarne Laustsen.

Desuden vil socialdemokraterne have personalet i forlystelsesparker bedre uddannet.


Seneste nyt

fra Nordjylland