S vil give læger i yderområder mere i løn
Foto: TV2/Nord
Flere penge kan være på vej til læger i yderområder.
Praktiserende læger i yderområder og i socialt belastede områder skal fremover have mere i lønningsposen, mens læger i andre dele af landet skal have mindre.
Sådan lyder det fra Socialdemokraterne i et nyt udspil, der har til formål at bekæmpe lægemangel i socialt beslatede og ydreområder, skriver DR Nyheder.
- For os er det afgørende, at alle danskere, uanset hvor de bor i landet, har adgang til en praksierende læge. Derfor foreslår vi, at læger i yderområderne og socialt belastede områder skal have en økonomisk bonus for at tage den opgave på sig i forhold til de læger, der befinder sig i de mere attraktive områder, siger den socialdemokratiske sundhedsminister Nick Hækkerup.
Partiet vil ikke sætte et præcist beløb på, hvor meget en læge i yderområdet skal have mere i løn, og hvor meget en læge fra andre dele af landet skal have mindre.
- Men det skal være noget, der kan mærkes. Det skal være reelt motiverende, siger Hækkerup.
De seneste år har lægemangel i netop yderområderne været et voksende problem.
Især i yderområder i Nordjylland, Vestjylland og på Lolland mangler man desperat yngre læger, der vil tage over, når de ældre læger går på pension, viser en opgørelse, som DR Nyheder lavede sidste uge.
De ekstra penge til lægelønninger i udkantsområder skal hentes hos andre læger, så forslaget bliver udgiftsneutralt, lyder S-forslaget op til de næste forhandlinger med lægeforeningen PLO om lægernes økonomiske aftale med sygesikringen.
Nordjylland i fokus
Aftalen skal genforhandles i 2017, men Hækkerup går efter at indføre modellen hurtigst muligt inden da.Sundhedsministeren mener ikke, at det bliver svært at udpege de steder i landet, hvor den såkaldte omfordeling skal ske:
- Vi ved, at der er områder i landet, hvor det er svært at skaffe pratiserenede læger. Så det er ikke svært at identificere de områder. Omvendt ved vi også, hvor det er attraktivt, siger Nick Hækkerup til DR Nyheder.
Kan du sætte bynavne på?
- Der har været tale om områder i Nordjylland og Brøndby Strand. Ligesom jeg også har set, at man i Hundested har svært ved at få nogen til at overtage lægepraksiser.
Hvorfor skal læger i Horsens eller Hillerød betale for, at der kommer flere læger i yderområder?
- For at sikre, at vi alle har adgang til praktiserende læger. Rimeligheden består i, at der er nogen, der har gode og lukrative forhold, mens det ser anerledes ud andre steder, så lad os udligne det, siger sundhedsministeren til DR Nyheder.