Så du det også? Når du ser det her naturfænomen - så er regn på vej
Foto: TV2 Nord / Jens Skriver Steffensen
En varmefront er på vej ind over Danmark.
Flere steder er der i dag blevet spottet en ring rundt om den skinnende sol. Det er det, man kalder en halo.
Og det er et optisk fænomen, fortæller Jacob Mouritzen fra TV2 Vejret, der i dag har modtaget en del billeder af fænomenet fra danskerne.
- Det sker, når et tyndt skydække når de øverste luftlag. Så ligger der små iskrystaller, som sollyset skinner igennem, og det reflekterer sig i hinanden, forklarer han.
Optiske fænomener
Optiske fænomener som regnbuer, omvendte regnbuer (zenitbuer), haloer og iriserende skyer skyldes alle solens brydning i vandråber eller iskrystaller.
Lyset kan brydes på forskellige måder:
Refraktion
Her afbøjes lyset inde i en vanddråbe eller iskrystal som i prismerne i en lysekrone. Når sollys rammer en regndråbe så brydes lyset i dråben som i prismet. Dernæst reflekteres det brudte lys ved dråbens bagvæg, inden det igen forlader dråben og ses som regnbuen, tågebuen eller haloen fra iagttageren.
Diffraktion
Her afbøjes lyset på overfladen af bittesmå vanddråber eller iskrystaller. Det spredte lys danner et særligt interferensmønster, hvor nogle lysbølger forstærker hinanden, mens andre udligner hinanden. Resultatet er iriserende skyer med et vandrende og farverigt mønster tæt på solen.
Kilde: TV 2 Vejret.
- Det ændrer altså lysets bane, så vi ser det som en cirkel på himlen.
Og en ting er helt sikkert, når man ser fænomenet, mener han.
- Det sker, fordi en varmfront er på vej med regn, og det passer fuldstændig med det, vi ser i dag. Der kommer nemlig en masse regn i morgen.
Så hvis man en anden gang ser fænomenet, kan man være sin egen meteorolog.
Herunder kan du se vejrudsigten over Nordjylland.