Så er julefrokosterne for alvor i gang: Spirituskørsel, juleslik-tyveri og "dårlig stemning"
Den første store julefrokostweekend er ikke gået ubemærket hen.
Det har nemlig været en travl weekend i flere af de nordjyske politikredse.
Påfaldende meget uro og uorden i Thy har fredag og lørdag aften holdt gang i politibetjentene hos Thisted Lokalpoliti.
- Det er nu, julefrokosterne skydes i gang, og derfor er et bud herfra, at tumulten skyldes det, lyder det fra vagtchef hos Thisted Lokalpoliti, Henrik Jensen.
Det er ofte såkaldt "dårlig stemning" eller optræk til slagsmål, der får de juleglade gæster til at ringe til politiet, fortæller Henrik Jensen.
Og de sager ender heldigvis sjældent grueligt galt.
- Enten har personerne allerede forladt stedet, eller også ender det med en bortvisning, lyder det.
Brugsen betalte for julefrokosten
Thisted er ikke den eneste lokalstation, som har løbet stærkt i den netop overståede weekend.
Intet mindre end tre spititusbilister, en narkobilist og to almindelige færdselsovertrædelser har lokalpolitiet i Himmerland fanget.
Og i Løgstør havde nogle muligvis enten ikke fået købt ind til julefrokosten, eller også var de løbet tør.
I hvert fald var der lørdag aften og natten til søndag indbrud i SuperBrugsen Løgstør.
- Nogle har brækket døren op til skuret og derefter stjålet en hulens masse spiritus og meget juleslik, oplyser Himmerland Lokalpoliti.
Brugsuddeleren har endnu ikke fået overblik over tyveriets omfang.
Politiet er ekstra til stede - på især vejene - her i juletiden, og vil derfor også være opmærksomme de kommende weekender.