Sådan ser smitten ud i din kommune
Foto: Region Nordjylland
Personale står klar ved regionens hospitaler til at teste endnu flere end før for COVID-19.
I Region Nordjylland er antallet af smittede det laveste på landsplan.
På landsplan er Region Nordjylland fortsat den region med det laveste smittetal. 253 personer registreret smittet med croronavirus de seneste syv dage.
I Hjørring og Mariagerfjord kommuner er smitten højest med et smittetal på 57,5 - efterfulgt af Aalborg Kommune med 54,9 smittede per 100.000.
Læsø er fortsat smittefri.
På regionens sygehuse er 16 personer indlagte med coronavirus, hvoraf tre er på intensiv.
I uge 12 udgjorde virusvarianten B117, kendt som den britiske mutation, 96,4 procent af de sekventerede prøver i Nordjylland.
Sundhedsstyrelsens råd til påsken
- Ryk udenfor, se så få som muligt, hold afstand og bliv testet, når det giver mening, skriver Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside.
Sundhedsstyrelsen anbefaler at holde fast i rådene om at forebygge smitte i påsken. Det er vigtigt fortsat at ses med de samme få personer, som vi i forvejen ser. Derfor bør påskeaktiviteter igen i år begrænses til husstanden eller den faste lille omgangskreds på de samme få personer.
- Samfundet begynder så småt at blive åbnet igen, og foråret er på vej. Påsken står for håb, nyt liv og nye begyndelser. Tiden er dog ikke helt til store sammenkomster med familie og venner, som mange mennesker plejer at gøre ved denne højtid. Vi har alle brug for, at der sker nogle hyggelige ting, der kan binde os sammen. Påsken kan godt blive et hyggeligt afbræk fra hverdagen for både store og små, så længe vi holder fast i de gode råd, er der stadig mange måder at hygge sig med sine allernærmeste på, siger fortæller Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.