Så'e'u: Masser af alternativer til charterrejser - 4 nye skove åbner for fri teltning i Thy og Hanherred

Miljøministeren har udvidet mulighederne for overnatning i 77 nye statsskove i hele Danmark – heraf 4 i Thy og Hanherred. Her må du frit slå dit telt op for en nat.

Når man nu ikke må rejse til de varme lande, er det dejligt, at der er mange muligheder i Danmark for at tage rygsækken og vandrestøvlerne på og nyde den danske natur.

For de eventyrlystne med hang til udeliv og dansk natur er muligheder i vores eget land netop blevet øget gevaldigt.

Miljøminister Lea Wermelin annoncerede i går en udvidelsen af friteltnings områderne i statsskovene med 77 nye statsskove, således at der nu er 275 skove med fri teltning 

Fire af disse skove forvaltes af Naturstyrelsen Thy. Dette gælder Svinkløv og Vester Thorup plantager i Hanherred, og Nystrup og Vandet (syd for Vodbakkevej/Tandlægensvej) plantager i Thy.

Fakta: Regler for fri teltning

  • Teltning må kun ske på de træbevoksede områder i de udvalgte skove.
  • Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
  • Man må højst slå to telte op samme sted.
  • Teltene må maks. være tre-personers telte
  • Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
  • Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
  • Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale – sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.
  • Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Evt. lukning af skove med Fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt evt. med opsatte skilte ved skovenes indgange.
  • Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
  • Teltning er ikke tilladt på de strandbredder, klitter, enge, moser, heder, marker mv. eller andre lysninger, som indgår i de udpegede skove.
  • Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.
  • Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke er lovligt at udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer, højttaler, musikinstrumenter o.a. på en støjende måde.

- Vi er glade for at kunne tilbyde disse 4 skove til friluftsfolket, der gerne vil det helt primitive friluftsliv. At slå sin telt op langt ude i skoven giver mulighed for at få nogen helt særlige naturoplevelser, fortæller forstfuldmægtig Morten Brown Stummann fra Naturstyrelsen Thy og tilføjer:

- Fri teltning skal selvfølgelig foregå under hensyntagen til naturen. Derfor er det vigtigt, at aktiviteten foregår inden for de gældende rammer. F.eks. må du højst anvende 3-mandstelte, slå to telte op samme sted, og du må kun overnatte én nat, før du drager videre til et nyt sted. Ligeledes er madlavning kun tilladt med en lukket brænder. Det er således ikke tilladt at tænde bål i skoven andre steder end på de dertil beregnede bål- og lejrpladser.

Men det er ikke kun i Thy, at man kan slå sit telt op og lave mad over bål. For både i vores egen landsdel og i resten af landet er der mange muligheder at vælge mellem. 

Du kan finde alle skovene med fri teltning på Udinaturen kortet.

Nedenfor er en liste med ikke mindre end 42 steder i Nordjylland, hvor man frit kan slå sit telt op jvf. reglerne ovenfor: 

  • Bavn Plantage, Thisted (THY)
  • Blokhus Klitplantage, Pandrup (VSY) B
  • Bunken Klitplantage (delvis), Skagen (VSY)
  • Drastrup Skov, Ålborg (HIM)
  • Hjardemål Plantage, Thisted (THY)
  • Hvidbjerg Klitplantage (nord) 
  • Vestervig (THY)
  • Hune Klitplantage, Pandrup (VSY)
  • Jenle Plantage, Års (HIM)
  • Kajholm, Hjørring (VSY)
  • Kollerup Plantage (syd), Fjerritslev (THY)
  • Korsø Plantage, Thisted (THY)
  • Lild Klitplantage (øst), Thisted (THY)
  • Lild Klitplantage (vest), Thisted (THY)
  • Lilleheden Plantage, Hirtshals (VSY)
  • Nejst Plantage, Hirtshals (VSY)
  • Nybæk Plantage, Løkken (VSY)
  • Nystrup Plantage, Thisted (THY)
  • Nørager Skov, Hobro (HIM)
  • Plovmandshøj, Års (HIM)
  • Rold Skov
    • - Nørreskoven (nordøstlige del af Rold Skov), Støvring (HIM)
    • - Brændeskoven, Skørping (HIM)
    • - Fællesskov (HIM)
    • - Mosskov (HIM)
    • - Øster Bane Skov (HIM)
  • Skibsby Skov, Hørring (VSY)
  • Stenbjerg Klitplantage, Thisted (THY)
    • - Vest
    • - Øst
  • Svinkløv Plantage, Fjerritslev (THY)
  • Vandet Plantage (syd for Vodbakkevej/Tandlægensvej), Thisted (THY)
  • Tornby Klitplantage, Hirtshals (VSY)
  • Tranum klitplantage (delvis), Pandrup (VSY)
  • Tversted Plantage, Hirtshals (VSY)
  • Tvorup Klitplantage (vest), Thisted (THY)
  • Tømmerby Kær, Thisted (THY)
  • Uggerby Klitplantage, Hirtshals (VSY)
  • Vester Thorup Plantage, Fjerritslev (THY)
  • Vigsø Plantage, Thisted (THY)
  • Østerild Klitplantage
    • - (syd for Gammel Landevej), Hanstholm (THY)
    • - (nord for Gammel Landevej og syd for Den brede Vej, Hanstholm, (THY)
  • Aabyskoven, Åbybro (VSY)
  • Ålbæk Klitplantage (delvis), Frederikshavn (VSY)
  • Års Skov, Års (HIM)

Seneste nyt

fra Nordjylland