Sag med aalborgenser sætter gang i politiprotest
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
I København protesterer politiforeningen mod en ny klageinstans, som skal tage sig af borgernes klager over politiet. Opgøret kommer efter en klage fra en 19-årig mand fra Aalborg.
Københavns Politiforening tager nu et opgør med den nye klageinstans, der skal behandle borgeres klager over politiet. Det sker efter, at en 19-årig mand fra Aalborg har klaget over en københavnsk politiassistent. Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge Jyllands-Posten klagede den 19-årige Ali Abbas fra Aalborg over en politiassistent i København, efter at han d. 16. marts i år havde et sammenstød med politiassistenten i Københavns Lufthavn. Ali Abbas var på vej hjem fra en studietur sammen med sin HF-klasse fra Aalborghus Gymnasium, da han skulle vise sit pas. Der opstod et skænderi mellem de to, fordi politiassistenten troede, at passet var udløbet, og i øvrigt mente, at Ali Abbas var aggressiv i sit tonefald. En lærer ville hjælpe til, hvorefter politiassistenten spurgte læreren, om Ali Abbas var hjerneskadet, siden han skulle have hjælp fra sin lærer. Politiassistenten bad den 19-årige Ali Abbas om at flytte sig, men da han ikke gjorde, som der blev sagt, ville politiassistenten tage ved ham. Ifølge politiassistenten hævede Ali Abbas armen op i hovedhøjde, og derfor blev han lagt i håndjern og sendt i detentionen.
Ali Abbas klagede efter episoden sammen med læreren til den nye klageinstans Den Uafhængige Politiklagemyndighed, fordi de mente, at politiassistenten havde været unødigt voldsom. Klagen har ført til, at politiassistenten fik en bøde på 1000 kroner og en anmærkning i sine tjenestepapirer.
Politiassistenten er utilfreds med klageinstansens afgørelse, og Københavns Politiforening støtter ham. Både politiassistenten og Politiforeningen sætter spørgsmålstegn ved måden efterforskningen er foregået på. For eksempel mener de, at der er et vigtigt vidne - en anden betjent - som burde være blevet afhørt, men som ikke er blevet det.
Politiforeningen siger til Jyllands-Posten, at de er klar med juridisk bistand til politiassistenten.
Kontorchef ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Mette Møller, siger til Jyllands-Posten, at hvis der kommer en klage over en sagsbehandling, så vil de naturligvis kigge på den.