Sag om seksuel forulempelse: Fængslet i tre uger
En 23-årig ung mand blev tirsdag formiddag varetægtsfængslet i tre uger. Det skete i et lukket grundlovsforhør.
Tæsk og seksuelt forulempet
Natten til søndag sparkede to røvere døren ind til den 84-åriges hjem i Nørresundby, hvor hun sengeliggende og afhængig af sit iltapparat, blev truet med tæsk og seksuelt forulempet af røverduoen.
Politiet har nu anholdt en 23-årig mørk mand.
Fik ingen penge, kun tv
Kvinden har forklaret, at hun blev truet med slag, fordi hun ikke ville fortælle de to, hvor hun opbevarede sine penge. I stedet forsvandt de fra stedet med hendes fladskærmsfjernsyn.
Lukket grundlovsforhør
Bag lukkede døre blev den 23-årige mand varetægtsfængslet i tre uger.
Den unge mand kærede straks varetægtsfængslingen til landsretten.
- Det foregik for lukkede døre, så jeg kan ikke komme ind på, hvad han har forklaret i retten, siger vicekriminalkommissær Torben Asmussen fra Nordjyllands Politi om den anholdte.
Én mand stadig efterlyst
Politiet efterlyser stadig mand nummer to, og har ikke mange spor i sagen.
- Vi har stadigvæk kun et forholdsvis sparsomt signalement. Derfor hører vi gerne fra borgere, der måtte vide, hvem han er, fortsætter Torben Asmussen.
Signalement
Den anden mand beskrives som 20-25 år, formentligt dansker. Han er almindelig af bygning, og er muligvis fra nærområdet ved Strubjerg i Nørresundby.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4.