Sagen om slagsmålet foran Cafe Tusindfryd i retten

 Sagen om slagsmålet foran Cafe Tusindfryd i retten

Var der tale om ulovlig frihedsberøvelse, da politiet tvang 130 unge ind på cafeen efter masseslagsmål i centrum af Aalborg. Civilretten i Aalborg tog hul på sagen idag.

Efter et slagsmål mellem to grupper af unge, valgte politiet i august at presse 130 deltagere i en punkfestival ind på Cafe Tusindfryd for at skabe ro i gaden.
De unge mener ikke, at de frit kunne gå fra cafeen igen, og derfor mener deres advokat at der har været tale om frihedsberøvelse.
- Når man presser så mange ind på en cafe eller et værtshus er der tale om frihedsberøvelse. Spørgsmålet er sådan set mere om den frihedsberøvelse var ulovlig. Det mener vi den var, siger Claus Bonnez, der er advokat for de tre unge som har hevet Nordjyllands Politi i retten.
Men politiet er af en anden opfattelse. Politiet mener at den magt som blev anvendt under aktionen var nødvendig fordi folkemængden var agressiv, nægtede at følge politifolkenes anvisninger og til sidst angreb politiet med flasker og glas.
- Vi har nedlagt påstand om, at der ikke var tale om frihedsberøvelse. Og skulle retten finde at det var tilfældet mener vi ikke at frihedsberøvelsen var ulovlig, siger politifuldmægtig Thomas Klyver, der repræsenterer politiet i sagen.
De unge blev nægtet assistance af ambulancer på cafeen, da politiet ikke turde sende ambulancerne ind i området, der på det tidpunkt lignede en krigszone.
Til gengæld måtte de unge gerne selv søge væk fra området og ringe 112 fra et sikkert sted i byen.
Det mener de unges advokat understreger, at der var tale om en egentlig frihedsberøvelse og ydermere et forhold, som kan være decideret strafbart for politiet.
Statsadvokaten og Rigspolitiets Rejsehold undersøger de nærmere omstændigheder omkring politiaktionen sideløbende med retsagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland