Salling ramt af hård kritik: - Usmageligt

Salling møder i disse dage hård kritik, efter at de har meddelt nogle kunder, at deres julegaver ikke når frem til juleaften.

En del af Sallings kunder må kigge skuffet under juletræet, når der skal pakkes gaver op.

Nogle af de gaver, som de har bestilt som julegaver, bliver nemlig ikke leveret inden juleaften.

Derfor har der også været et væld af kritiske kommentarer på Sallings Trustpilotside.

- Bestilte julegaver den 1. december. Jeg ringer fire gange til, hvor jeg får at vide af en meget sur kundeservicemedarbejder, at der er travlt op til jul. Jeg afventer så og den 21. december bliver jeg ringet op, at min ordre desværre ikke kan sendes, grundet at det er udsolgt, skriver Trustpilot-brugeren Nadia.

Brugerne på Trustpilot er både utilfredse over, at de sent får at vide, at varen måske ikke når frem inden jul, men altså også at varen pludseligt bliver meldt udsolgt.

- Vi har oplevet meget stor vækst i antallet af ordrer i julehandelen i forhold til sidste år, og desværre har vi i nogle tilfælde måttet melde udsolgt, efter at ordren er lagt. Det er meget beklageligt og lever bestemt ikke op til vores ønskede serviceniveau. Vi har derfor været i kontakt med alle de berørte kunder for eksempelvis at tilbyde en alternativ vare, skriver Lars Højgaard, der er ansvarlig for Salling.dk, i en mail til TV2 Nord.

Brugerne på Trustpilot kalder Sallings håndtering af det hele usmageligt, dårlig stil og dårlig service.

- Vi har sat ekstra ressourcer ind for at håndtere de mange ordrer. Det betyder, at alle pakker til de kunder, som er blev lovet levering inden jul, nu er ekspederet og deres pakker bragt ud inden den 24. Endelig har vi mandskab klar ved telefonen, så vi bedst muligt kan hjælpe kunderne her i de sidste dage op til jul, skriver Lars Højgaard.

Selvom Salling gør, hvad de kan. Så er der stadig kunder, der ender med at stå uden julegaver, når kalenderlyset er brændt ned til den 24.

- Helt ærligt Salling, det her kan I simpelthen ikke være det bekendt. Jeg handler aldrig hos jer mere, slutter Trustpilotbrugeren Nadia.


Seneste nyt

fra Nordjylland