Sankthansaften: Kom med til bål og midsommerkoncert i aften

Se med, når TV2 Nord sammen med Musikkens Hus inviterer til sankthansfest i aften kl. 19:45.

Sankthans er lig med midsommervisen, båltaler og ikke mindst fællesskab rundt om de traditionsrige sankthansbål i den lyse sommeraften.

I år vil mange nordjyder dog være forhindret i at opleve netop fællesskabet rundt om sankthansbålet på grund af covid-19. I hvert fald ansigt til ansigt.

For ingen sankthans uden netop bål, smuk musik og en god tale – så TV2 Nord og Musikkens Hus i Aalborg er gået sammen om at skabe en smuk aften for alle nordjyder.

I Musikkens Hus vil dirigent Peter Ettrup Larsen lede Aalborg Symfoniorkester samt Nordjysk Pigekor og Klarup Pigekor gennem en smuk midsommerkoncert.

Koncerten bliver en blanding af velkendte midsommersange og smuk, klassisk musik.

- Vi er rigtig glade for, at vi til trods for den aktuelle situation kan holde fast i vores tradition om at fejre Sankt Hans. Det bliver lidt anderledes i år, men det er heldigvis lykkedes os at skabe et helt specielt arrangement, hvor nordjyderne får rig mulighed for at fejre den specielle aften med alt, hvad det indebærer, siger adm. direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester Lasse Rich Henningsen.

Efter koncerten sender TV2 Nord direkte fra landsbyen Nørholm mellem Aalborg og Nibe, hvor byens traditionsrige sankthansbål bliver tændt, også selv om hele byen ikke må samles om bålet i år – til gengæld deler Nørholm deres sankthansaften med hele Nordjylland via TV2 Nord.

22. juni spiller Aalborg Symfoniorkester samt Nordjysk Pigekor og Klarup Pigekor en midsommerkoncert. Koncerten spilles uden publikum men optages og vises på TV2 Nord sankthansaften.
22. juni spiller Aalborg Symfoniorkester samt Nordjysk Pigekor og Klarup Pigekor en midsommerkoncert. Koncerten spilles uden publikum men optages og vises på TV2 Nord sankthansaften.
Foto: Rene Jeppesen / Musikkens Hus

Ved bålet vil sangere fra Klarup Pigekor synge for på fællessang sammen med blæsere fra Aalborg Symfoniorkester. Båltalen bliver afholdt af skuespiller Merete Mærkedahl, som blandt andet er kendt for sin rolle i TV2s serie Badehotellet.

Koncerten og sankthansbålet kan ses på Salto, tv2nord.dk og på TV2 Nords facebookside fra klokken 19.45 i aften. På grund af covid-19 er sankthansbålet i Nørholm et lukket arrangement. 

Skuespiller Merete Mærkedahl holder årets båltalen ved bålet i Nørholm, som vises direkte på TV2 Nord. I dette arkivprogram fra 2017 kan du komme med skuespilleren på optagelser til TV-serien Badehotellet.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland