Se billederne: #160km byder på mad og musik

TV2 Nords journalist Robert Bedsted og fotograf Bruno Stagsted går 160 kilometer langs Hærvejen. I dag går de fra Manna til Hune.

Sten i skoene, ømme fødder, tunge rygsækker, sød musik og hjælpende seere.

Det er blot nogle af de ting TV2 Nords journalist Robert Bedsted og fotograf Bruno Stagsted oplever langs hærvejen disse dage.

På den første dag i vandrestøvlerne mødte de blandt andet den nordjyske visesanger Mikael K, som gav et nummer på sin banjo, og da mørkede havde lagt sig, stødte de på en seer, som stod klar med kaffe til dem.

Også til aften stod søde nordjyder klar. Makkerparret havde regnede med, at de skulle overnatte på en luftmadras i et telt, men nordjyske Helle inviterede dem indenfor. Her stod den på et bad, rigtige senge og andesteg.

- Det er helt fantastisk, at der er folk, der er så engageret i det her projekt, at de giver os en seng, mad og et bad. Det havde vi slet ikke regnet med, siger Robert Bedsted.

I dag går Robert Bedsted og Bruno Stagsted fra Manna til Sønder Saltum og slutter i Hune. Og så bliver det spændende at se, om de skal sove i telt i nat. 

 

Du kan følge makkerparrets tur langs hærvejen hver dag live på TV2 Nords Facebook-side.

Det er slow-TV på en moderne platform og brugerne på Facebook har derfor masser af muligheder for at påvirke projektet - og endda for at medvirke i det.

I kommentarerne på Facebook tager Robert Bedsted og Bruno Stagsted gerne imod forslag til steder, de skal besøge på deres færd og hvis du møder dem på vejen, og vil byde på kaffe, siger de ja - og de tager brugerne med. Du kan også kontakte dem på mail: 160km@tv2nord.dk

Ambitionen med #160km er at opleve en del af vores region i gåtempo og samtidig møde så mange nordjyder som muligt til en snak om løst og fast. Derudover tester vi de tekniske muligheder for at sende direkte via sociale medier fra svært tilgængelige steder i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland