Se med live langfredag: Trav med 10 løb

Se med fredag klokken 12.40, når vi på TV2 Nord sender live fra Travbanen i Aalborg.

Normalt plejer langfredag at være en af de store dage på Racing Arena Aalborg. Der er ekstra mange løb og mange bruger dagen på at mødes med venner og familier - og nogle holder endda påskefrokost på tribunerne. 

Sådan bliver det ikke i år, for løbene kommer til at foregå for tomme tribuner. I stedet kan publikum se med hjemme fra stuerne på TV2 Nord klokken 12.40. 

- Nu er vi ved at være så tæt på foråret, at de gode heste kommer ud og skal være med, så langfredag har vi hele 10 løb, fortæller Lars Hellerup, der er banechef ved Aalborg Racing Arena. 

Det bliver en lang langfredag

De seneste måneder har der højest været otte løb på en væddeløbsdag, og enkelte dage har der blot været fem. Så kan man lide at spille på heste, er der nu lidt mere at spille på. 

- Foruden de 10 løb har vi også tre prøveløb, så faktisk begynder vi allerede klokken 11 og slutter først dagen klokken 18.30. Det er langfredag i ordets bogstavligste forstand, lyder det fra Lars Hellerup. 


Seneste nyt

fra Nordjylland