Se nordjyske skoleelevers malerier til dronningen
Foto: Keld Navntoft
Karolina fra Frederikshavn Kommune har lavet en fortolkning af Krøyer-maleriet 'Sommeraften ved Skagens strand', hvor dronningen er med.
Dronning Margrethe modtager tirsdag 98 malerier fra børn over hele landet. Du kan se de 11 malerier fra Nordjylland her.
Skoleelever i hele landet trak i begyndelsen af året i malerkitlerne og fandt penslerne frem. De skulle nemlig være med til at fejre Dronning Margrethes 80-års fødselsdag ved at male et portræt af majestæten.
Det var planen, at malerierne skulle have været overrakt til dronningen på Christiansborg Slot i forbindelse med hendes fødselsdag 16. april, men coronakrisen kom i vejen for det arrangement.
Tirsdag lykkedes det dog alligevel at få givet dronningen den forsinkede fødselsdagsgave i en nedskaleret udgave af det oprindelige arrangement. Her var ti 3. klasseselever til stede på Christiansborg Slot for at møde Dronning Margrethe og give hende deres maleri.
Skagen-elever repræsenterede Nordjylland
Det er Kommunernes Landsforening, der står bag fødselsdagsgaven. De havde udvalgt en kommune i hver region, som fik lov at sende to 3. klasseselever til mødet med dronningen i København. I Nordjylland blev Frederikshavn Kommune udvalgt, og her havde to elever fra 3. klasse på Skagen Skole malet kommunens vinderportræt. Derfor fik de lov at møde majestæten.
I alle malerier skulle der indgå et portræt af dronningen samt et vartegn fra elevernes hjemkommune. TV 2 har samlet alle vindermalerierne fra de 98 kommuner i en artikel, og du kan se de nordjyske vindermalerier her.