Se video: Bromer videre til semifinalen

Stærkt indledende løb af Viktor Bromer i 200 m butterfly sikrer danskeren plads i semifinalerne.

For 23-årige Viktor Bromer fra Aalborg er der ved OL i Rio ét løb på programmet, og det er 200 m butterfly, hvor OL-debutanten blev Europamester i 2014.

Med en svømmelegende som Michael Phelps med i samme konkurrence kan der måske nok opstå ekstra mange sommerfugle i maven for en OL-debutant som Viktor Bromer. Hvis dette er tilfældet skjulte han det eminent godt i forbindelse med mandagens indledende 200 m butterfly.

Uden at have haft tidligere løb på programmet ved OL i Rio, sprang Viktor Bromer i bassinet og fremviste et flot og veldisponeret løb fra start til slut. Det resulterede i tiden 1.55,77, hvilket var næsthurtigste tid i heatet. Her var eneste hurtigere svømmer den regerende verdensmester Laszlo Cseh, Ungarn, i tiden 1.55,14.

Aalborg-svømmeren bliver samlet nummer syv og er dermed sikkert videre til aftenens semifinaler.  

Finaleafsnittet begynder klokken 03.00 dansk tid.  


Seneste nyt

fra Nordjylland