Se videoen: Her lyste nordlyset himlen op
TV2 Nords fotograf Mick Knive Anderson fangede denne smukke video af nordlyset - set fra Sæby.
Både professionelle og amatørfotografer var fyr og flamme mandag aften, da nordlyset dansede henover nattehimlen.
Aurora Borealis.
Selv om det latinske navn lyder for eksotisk til, at vi på stående fod ved, hvad det dækker over, så blev mange danskere både søndag og mandag aften særdeles bekendt med nordlyset.
De smukke grønne og røde farver malede nemlig aften- og nattehimlen så betagende, at mange knipsede løs af det spektakulære naturfænomen.
Nordlyset kunne ses over det en stor del af landet, men især i Nordjylland var synet flottest - og derfor blev de bedste billeder også knipset her - særligt ved vestkysten.
VIDEO: TV2 Nords fotograf Simon Hougaard var hurtig på udløserknappen, da han så nordlyset fra Blokhus Strand:
Blokhus var samlingssted
Mange nordjyder tog mandag aften turen til Blokhus Strand for at få et glimt af naturfænomenet, der giver show på himlen omkring én gang om måneden.
Ofte skal mange forhold være optimale, før man for alvor kan nyde synet af så rent et nordlys, som vi kunne opleve det mandag. Lysforurening betyder, at man sjældent kan se nordlyset i de større byer.
Derfor er naturskønne - og vestvendte - kommuner som Thisted, Jammerbugt og Hjørring gode som nordlys-hot spots.
VIDEO: Amatørfotografer flokkedes på Blokhus Strand:
Solstorme skaber nordlys
Nordlys befinder sig over de arktiske områder i den såkaldte ionosfære mellem 90 og 500 kilometers højde. Lyset udløses af elektriskladede partikler fra solen, der rammer Jordens magnetfelt i forbindelse med kraftige eksplosioner i Solens øvre atmosfære.
Disse eksplosioner kaldes også for solstorme.
VIDEO: TV2 Vejrets Jens Ringgård Christiansen - sådan opstår nordlys: