Sejr til Outlaws
Frederikshavn Outlaws besejrede Midtjylland Patriots i herreligaen i floorball.
Trods skader hos Christian Jepsen og Anders Høj, Erik Hallin i sygesengen og Paw Jensen på kursus vandt Outlaws weekendens kamp mod Midtjylland med 7-4.
FC Outlaws kom foran med 2-0, men midtjyderne svarede igen og fik udlignet til 2-2 kort ind i 2. periode.
Inden perioden var slut blev der scoret endnu to gange - én til hvert hold, så med stillingen 3-3 inden starten af 3. periode - kunne alting ske. Især frygtede hjemmepublikummet, at FC Outlaws, som mange gange før, ville gå ned i 3. periode.
Men det skete ikke. Med to knaldhårde langskudsmål i 6. og 8. minut afgjorde Ronny Knoph i realiteten kampen. Yderligere en scoring af Lasse Haagensen i 16 minut til 6-3 cementerede sejren, og selv om Midtjylland reducerede til 4-6 var der ingen tvivl om at FC Outlaws ville vinde, og de scorede endda til 7-4 ti sekunder før tid, da Midtjylland havde taget målmanden ud.
En helt igennem stor holdindsats af FC Outlaws, som alle kæmpede for at få den anden sejr i denne sæson. Bagude tog målmand Kasper Østergaard hvad der måtte komme og stod en fantastisk kamp.
Næste kamp er lørdag d. 3. november i Brønderslev mod Brønderslev Hot Shot.