To semfinaler til Christinna Pedersen

Aalborgensiske Christinna Pedersen er videre til semifinalen i både mixdouble og damedouble.

Danmark har foreløbig to badmintonduoer klar til semifinalerne ved Super Series Premier-turneringen Korea Open.

Fredag vandt OL-sølvvinderne i herredouble, Mathias Boe og Carsten Mogensen, deres kvartfinale i to sæt.

Efter en lidt famlende start vandt danskerne sikkert 21-15, 21-10 over koreanerne Kim Ki Jung og Kim Sa Rang.

Også OL-bronzevinderne i mixeddouble, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, er videre.

Danskerne vandt efter en spændende kamp 21-19, 22-20 over de finaleseedede indonesere Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir. Danskerne sikrede sejren på den tredje matchbold. Kampen var en gentagelse af bronzekampen ved OL i London. Ved den lejlighed vandt Joachim Fischer og Christinna Pedersen sikkert i to sæt. I semifinalerne skal den danske duo op mod de kinesiske OL- og VM-guldvindere Zhang Nan og Zhao Yunlei.

Og nordjyske Christinna Pedersen får en travl lørdag, for hun skal også spille semifinale i damedouble.

Her besejrede hun og Skagbo-makkeren Kamilla Rytter Juhl fredag det ottendeseedede thailandske par og står nu over for de syvendeseedede kinesere Ma Jin og Tang Jinhua.

Danmark er udelukkende repræsenteret i double ved Korea Open, efter at de sidste singler, deriblandt Jan Ø. Jørgensen fra Aalborg, faldt fra torsdag i anden runde.


Seneste nyt

fra Nordjylland