Serritslev-moderen: Jeg har aldrig ønsket mig at få børn
Foto: Ib William Christensen
Huset i Serritslev
Fredag sluttede afhøringen af moderen fra Serritslevsagen. Vidneforklaringen gav ikke kun svar på en masse af anklagepunkterne, men tegnede også billedet af en kvinde med en skrækkelig fortid.
For 37 år siden bliver dagens hovedperson ved retten i Hjørring født. Hun vokser op som en ud af seks søskende. Men søskende flokken bliver reduceret, da den ene søster med to børn bliver dræbt i en brand. En af brødrene begår selvmord.
Kvinden, som vi nu kender bedst som moderen i Serritslevsagen, har en 9. klasses eksamen, og har siden afslutning af folkeskolen været enten på barsel eller arbejdsløs.
Moderen fortalte i retten, at hun aldrig har haft råd til prævention, og derfor har hun nu syv fælles børn med faderen i Serritslevsagen. Hun fortalte, at ingen af børnene var ønskede. Det var den nu 41-årige mand, der sad på pengene. Når kvinden modtog sin kontanthjælp, skulle hun give den til manden, der så administrerede finanserne.
TV2/Nords reporter i retten, Lisbeth Christensen, fortæller at kvinden i retten fremstår som en skrøbelig, lille og spinkel kvinde, med en sørgelig skæbne og som bare har ladet de mange uhyrligheder hun har mødt i sit liv ske.
Kvinden fortalte i retten, at hun stadig har et godt forhold til børnene. Dog ikke den 21-årige pige.
Afhøringen af faderen i sagen er udsat på grund af tidspres. Han vil blive afhørt 12. maj. Den sidste afhøring fredag bliver af en endnu ukendt privatperson fra Lolland.