Sexolog får husmødre til at strippe

Striptease-timer bliver et hit i Aalborg, spår en sexologstuderende, der tilbyder kurser på Gøglerbåden.

Sexologstuderende Ghitta Rosa står bag et nyt initiativ, hvor hun underviser kvinder i striptease. Kurset foregår på det lidt kulørte værtshus Gøglerbåden i Aalborg og er "for helt almindelige kvinder".

Ghitta Rosa er sikker på, at behovet er til stede - også i Nordjylland.

- Mange kvinder - ikke mindst de lidt mere modne - trænger til at få livsglæden, selvtilliden og erotikken tilbage, siger Ghitta Rosa.

Kurset består af en privat intro-time med Ghitta Rosa. Her kan eleven forventninger og eventuelle bekymringer med Ghitta Rosa, ligesom musik, påklædning, stilart og andet, der måtte trænge sig på, bliver vendt.

Derefter tilbydes eleverne fire dansetimer med en professionel danser i diskrete og inspirerende omgivelser. Kun læreren og eleven er til stede.

- Det er vigtigt for mig at skyde mig ind på, hvad den enkelte kvinde gerne vil - det er jo langt fra sikkert, at alle har lyst til at smide lige meget tøj. Et er dog sikkert: Det bliver aldrig vulgært, kun smukt og sensuelt, siger Ghitta Rosa.

55-årige Mie er en af de kvinder, der allerede har været igennem kurset. Hun er social- og sundhedshjælper, og hun overraskede manden, der arbejder udenbys tre uger ad gangen, med et sensuelt danseshow.

- Jeg har lært at bevæge mig på en sensuel måde, siger hun.

Og hun mener også, at hendes mand er godt tilfreds med, hvad hun har lært.

- Mange tror måske, at når man har flere børnebørn, så slutter ens sexliv, men det gør det jo slet ikke, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland