Sexovergreb mod fire piger for landsretten

I dag begynder ankesagen mod et ægtepar fra Aalborg Øst, som i november blev idømt sammenlagt 14 års fængsel for at have voldtaget tre mindreårige piger og krænket deres egen datters blufærdighed.

Mandag klokken 10.00 begynder ankesagen mod en 33-årig mand og hans 34-årige hustru. De er begge tiltalt for at have forgrebet sig seksuelt mod i alt fire mindreårige piger.

Den 1. november blev manden idømt otte års fængsel og hustruen seks års fængsel. Derudover fik parret forbud mod at have børn under 18 år boende hos sig. Den dom ankede de begge med det samme.

Ifølge anklageskriftet fandt overgrebene sted i forbindelse med fester, hvor der blev røget hash og drukket alkohol. Det udviklede sig til sexlege, hvor parret forgreb sig på tre af pigerne og voldtog dem. Pigerne var mellem 13 og14 år gamle, da overgrebene fandt sted.

Ligeledes har parret angiveligt også krænket deres egen datters blufærdighed, da hun var 12 år gammel.

Parret blev den 1. november ligeledes idømt en erstatning på henholdsvis 80.000, 100.000 og 70.000 kroner. Ankesagen fortsætter til og med den 24. april.

Se TV2/NORDs indslag fra den 1. november, hvor parret blev kendt skyldig ved retten i Aalborg, øverst i denne artikel.


Seneste nyt

fra Nordjylland