Sidste medlem af Churchill-klubben er død

Helge Milo, det sidste medlem af Churchill-klubben, er død.

Helge Milo, ingeniør og tidligere modstandsmand, Kokkedal, er død, 94 år.

Med hans død er det sidste medlem af Danmarks første egentlige modstandsgruppe under Anden Verdenskrig, Churchill-klubben, borte, skriver Nordjyske.

Udøvede sabotage

Han og syv kammerater fra Aalborg Katedralskole blev kort før jul 1941 enige om, at "nogen må jo gøre noget". De unge mænd var uenige med det store flertal af danskerne, der fortsat fulgte regeringens forskrift om ikke at gøre modstand. 

20140502-142602-5-3606x5409ma
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Frem til maj 1942, hvor de blev anholdt af dansk politi, udøvede de sabotage og hærværk og stjal et stort antal våben, som tyske soldater havde efterladt i garderoben, mens de besøgte Aalborgs konditorier og restauranter.

Gemte våben på kloster

Mange af de stjålne våben blev gemt på Aalborg Kloster, hvor to af drengene boede, og hvor klubben havde sit tilholdssted.

De unge mænds handlinger og ikke mindst den kampgejst, de lagde for dagen under den efterfølgende retssag, var med til at inspirere andre til at gå i gang med modstandsarbejde.

20210504-143626-L-6000x4000ma
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Helge Milo uddannede sig siden til civilingeniør. Han arbejdede blandt andet på B&W og for Norsk Veritas i Oslo.

4. maj sidste år blev der på Aalborg Kloster - med Helge Milo som hædersgæst - indviet en permanent udstilling om Churchill-klubben.

20210504-145114-L-6000x4000ma
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Som 90-årige skrev Helge Milo bogen med den sigende titel: Nogen måtte gøre noget.

Dengang fortalte han, at han hele livet havde levet i skyggen af det.

- Det har påvirket mig, og det har påvirket mine kammerater endnu mere end mig. Når jeg tænker på, hvor små ting vi egentlig udrettede, så var det en barsk pris. En begik selvmord, sagde Helge Milo i 2018.

For et år siden mødtes TV2 Nord med Helge Milo på 76-året for Danmarks befrielse. Se eller gense indslaget her:

For et år siden besøgte TV2 Nords journalist Mogens Jørgensen den nu afdøde modstandsmand Helge Milo på Aalborg Kloster.

Seneste nyt

fra Nordjylland