Sidste udkald for FCH
Foto: Tv2nord.dk
Fodboldklubben mangler 2,5 millioner kroner i kassen, for at de kan skrive nye kontrakter med spillere til den nye sæson.
Får FC Hjørring ikke den nødvendige kapital i hus i løbet af tre uger, frygter klubbens sportschef for fremtiden.
- Hvis ikke vi får hentet de 2,5 millioner kroner til vores egenkapital, så får vi svært ved at få stablet et hold på benene, der kan klare sig i 1. division til næste år, siger klubbens sportschef, Jacob Krüger.
Med en nuværende egenkapital på minus 1,5 millioner kroner må vendelboerne ikke lave nye spillerkontrakter. For igen at få licens til at skrive kontrakter skal klubben hente 2,5 millioner kroner hos investorer.
Kun 12 spillere er på kontrakt efter sommerferien. Får nordjyderne ikke den nødvendige kapital ind , må klubben vinke farvel til profilerne Karim Zaza og Dennis Ramonn Olsen, hvis aftaler udløber efter denne sæson, og så synes 1. divisionsfodbold i FC Hjørring at være en stakket frist.
FC Hjørring har ansat en anpartsgruppe fra Hirtshals til at hjælpe med at skaffe pengene.