Sigtelserne hobede sig op: 24-årig fængsles i to år

17 forskellige sigtelser for bedrageri, en flugt fra fængslet samt et røveri er grunden til, at Mathias Hansen skal fængsles i to år.

En 24-årig mand, Mathias Hansen, er tirsdag eftermiddag blevet idømt to års fængsel ved Retten i Aalborg.

Han er blevet kendt skyldig i røveri og i en lang liste af tilfælde af bedrageri. Den unge mand har nemlig gentagne gange købt biler, der egentlig kunne sælges til skrot, men undladt at betale for bilerne. Det er bare en af måderne, hvor på han har snydt sig til en bil.

- Vi er selvfølgelig tilfredse med dommen, selvom vi gik efter en fængselsstraf på to år og seks måneder, siger anklager Morten Sønderby.

Det er særligt på grund af røveriet i februar, at Mathias Hansen nu skal bag træmmer. Natten til den 29. februar røvede han en person i Asaa, sprøjtede peberspray i øjnene på personen og gav personen flere knytnæveslag - alt sammen for at få 2.000 kroner, et tv og en smartphone.

Mathias Hansen var desuden også sigtet for tidligere at være flygtet fra fængslet i Nørre Snede.

Han har udbedt sig betænkningstid. 


Seneste nyt

fra Nordjylland